Samtaler med unge

At have samtaler med unge er særligt vigtigt og betydningsfuldt. Det er der flere grunde til. Mange af de unge jeg har talt med gennem tiden, har aldrig prøvet at tale med en psykolog før. De har gjort sig virkelig mange forestillinger om hvordan det vil være; om man ligger ned, sidder op, om deres situation er slem nok at gå til psykolog med, og om de på forhånd skal vide præcist hvad deres problem er.
Jeg har også talt med mange unge der virkelig har dårlige erfaringer med psykologer. De har prøvet nogle stykker, men har oplevet samtalerne som endnu et præstationsrum – i lighed med skolen – hvor der sidder en voksen og afkræver dem svar – og hvor noget er mere rigtigt at sige end andet. Mange unge beskriver oplevelser hvor psykologen ikke fremstod særlig varm, men mere var optaget af at quizze dem, som om de fejlede noget bestemt som psykologen forsøgte at afsløre – uden på forhånd at orientere dem om det.
Mit første møde med en psykolog var da jeg selv var ung – og jeg var en af de heldige, der blev så begejstret, at et stort ønske om en dag at blive lige så klog som hende jeg talte med, begyndte at tage form i mit hoved. Det jeg husker hun bl.a. gjorde, var ikke at virke vurderende og dømmende. Hun virkede så rolig og lattermild, var oprigtig interesseret i mig, og så tog hun mig alvorligt. Det var rart!